Interview med Wouldnt Waste Records Et dansk pladeselskab

Wouldnt Waste Records

Vi har fået et eksklusivt interview med Claus fra Wouldnt Waste records, der hudløst ærligt fortæller om hvorfor han ud af det blå startede et pladeselskab med mere.

wouldnt waste records i stuen

1 Vi lever i en tid, hvor de multinationale pladeselskaber som Universal, Warner osv spiller med musklerne og udsender den ene vinylreissue efter den anden og alligevel går du ind og starter et pladeselskab hjemme fra lejligheden. Hvorfor?

Det er en gammel drøm, har haft lyst til det i flere år og har også forsøgt, blandt andet med Olesen-Olesen år tilbage.
Har altid samlet vinyl, og i den forbindelse været irriteret over når der i 90’erne udkom musik, som ikke var tilgændelig på vinyl.
Jeg forholder mig ikke til de store selskaber, tænker deres udgangspunkt er et andet end mit. Jeg er princippielt ligeglad med at tjene penge, bare jeg ikke brænder nallerne, det skal bare løbe rundt.

Startskuddet for WWR blev da jeg for små 2 år siden, tog Dean og Britta cd’en “13 most beautiful songs for Andy walhols screentest” med ud i min bil og den sad fast der i en periode. Derfor skrev jeg til Dean Wareham om jeg måtte udgive den på LP og det var han helt med på. Så der var en del mailen frem og tilbage over det næste års tid, før alt var på plads.

Udgangspunktet er for mig ganske personligt, det er ting jeg gerne selv vil have på vinyl jeg udsender. Gider ikke udsende noget jeg ikke brænder for og kan lide.

2. Priserne er yderst rimelige, er der overhovedet overskud før alle pladerne i en release er solgt?

Tak, det er svært med priser – synes vinyl ofte bliver for dyrt. Om det løber rundt er for tidligt at svare på. Den første udgivelse, løb fint rundt – men det var også et internationalt navn, der betød at jeg har solgt ca 300 plader selv. Dette har betydet at den udgivelse har genereret penge til den næste plade.

Her vil tiden vise om jeg kan få det til at løbe rundt, men der er ingen tvivl om at jeg ikke kan sælge den hjem selv. Den skal ud i butikkerne og her er prisen jeg får hjem en anden, end hvis de købes direkte af mig. Det har jeg det for så vidt fint med, hvis bare det løber rundt – men jeg forsøger, og vil da gerne opfordre til direkte køb – hvorfor jeg også sælger pladerne til ca det samme som de koster i butikkerne.

Jeg har også forsøgt at lave aftaler med distributionskanaler, men her er fortjenesten for salg nærmest ikke eksisterende, og så kan det ikke løbe rundt for et lille selskab med små oplag. Derfor har jeg besluttet at forsøge at henvende mig selv til butikkerne til en start.
Men om 1/2 års tid er det nok nemmere at svare på om det løber rundt med de danske titler.

3. Hvorfra kommer navnet?

Navnet kommer fra en sangtitel med det amerikanske band Woods, som har udgivet plader på woodsist. Synes det lød godt, og passede godt i sammenhængen med et pladeselskab.

vinylbagside

4. Har du nogle gode råd til folk der vil starte et pladeselskab?

Det er nok for tidligt at give råd, men jeg tænker da at hvis man har lyst og brænder for det, så er det da bare at springe ud i det. Det er også vigtigt at undersøge markedet og alt hvad der bør vides omkring salg – dels er der meget man skal vide rent regnskabsmæssigt og revisormæssigt – og dels kommer der fra tid til anden udgifter “man ikke lige” er forberedt på.

Eksempelvis kom det bag på mig at der skal betales NCB (Nordisk Copyright Bureau), hvilket er en betragtelig omkostning der skal lægges oven i produktionsomkostningerne.

Men ellers tænker jeg det vigtigste er at have hjertet med, at arbejde med den musik man brænder for. Personligt mærker jeg en stor tilfredshed ved at arbejde med nogle af mine største musikalske idoler. På den måde tror jeg også, hvis ikke man holder længst, så i det mindste har det sjovt og godt med det mens det står på.

5. Hvad er der på tapetet af spændende releases?

Jeg har masser af spændende ting, jeg godt kunne tænke mig at arbejde med. Der er meget jeg gerne vil udsende, både danske og internationale titler, men processen er ofte lang og svær – og mange af de folk man skriver til (specielt i udlandet), vender aldrig tilbage.
Jeg har masser af ting i gang, men intet konkret jeg vil ud med før der er specifikke aftaler på plads.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *