Guide til prissætning og vurdering af vinyl
Prissætning og vurdering af vinylplader, det kan du lære lige her. Du har måske netop arvet en flyttekasse med brugte LP vinyl plader fra din kære Morfar og står nu med håret i postkassen idet du intet aner om prisen på brugt vinyl. Læs med og lær. Sådan sælger du dine vinylplader til den bedste pris.
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse
Hvad er mine plader værd? Råber du ud i natten. Derfor har vi skrevet denne guide til at bestemme priser på dine gamle vinylplader.
Den korte version Sådan finder du priser på brugte vinyl plader
Rock og heavy metal musik er mere værd end klassisk og schlagermusik. Skal du slå dine vinylpladers værdi op, så brug www.discogs.com, der kan du helt nøjagtigt se hvad en plade er værd. Find din version ved at gå ind på “Master Release” og tryk på “Find my Version”, der kan du sortere på land, tryk og format med mere.
Matrix-nummeret på pladen er en stor hjælp til at vurdere hvilket tryk du har og hvilken pris du kan tage for dine LPer.
De fleste LPplader i Danmark er enten trykt i Danmark, Tyskland eller Holland. Plader fra skandinavien er markeret med “NCB”, som regel står der GEMA på tyske plader og BIEM/GEMA på hollandske vinyler.
Du finder landet ved at kigge efter “Made in” og “Pressed in” på dine plader. USA, UK og Japanske tryk er mest værd.
Ofte står der også på omslaget til vinylpladen, hvor henne pladen er fremstillet. Som regel nederst i hjørnerne på teksten bagpå.
Din salgspris på vinylplader ligger omkring det der hedder Median price på Discogs, der viser, hvad nøjagtig denne version tidligere er solgt for. Vær opmærksom på at ved eksempelvis sjældne danske LP plader kan det være lang tid siden noget sidst er solgt. Du kan læse vores Guide til Discogs på dansk.
Bemærk at priserne kan ændre sig meget hurtigt, for eksempel ved en kunstners død, så tag de sidste salgspriser og læg dem sammen, så har du en ide. Er du i tvivl om prisen, så log på Facebook og spørg folk i vinylgruppen “Vurdering af vinyl”.
De hjælper dig gerne med at finde værdi på LP plader. Det er dog dårlig stil at poste 37 billeder og spørge “Hvad er min pladesamling værd?”.
Husk at der er tre priser. Ønskeprisen, den realistiske pris samt her-og-nu prisen. Ønskeprisen er den høje pris du kan vente længe på at få, den realistiske pris er medianen på Discogs plus minus 5-10% Her og nu prisen er hvis du bare skal af med pladerne.
Hvor sidder matrix-nummeret på en LP? Dette nummer er den sikreste måde til at identificere en plade på. Det er ridset eller presset ind i de inderste riller ved pladens etiket.
Den lange version: Sådan finder du prisen på brugt vinyl
Her går vi lidt mere i dybden, til dig der gerne vil vide lidt mere inden du kaster dig ud i prissætning af sjælden vinyl. her finder du svaret på spørgsmålet Hvad er mine brugte LP plader værd?
Schlager eller Slayer?
Visse genrer er mere populære end andre, men det har intet at gøre med priserne. En klassisk LP kan sagtens være mere værd end en rockplade. Det er kort sagt en jungle at finde rundt i. En genre, der helt sikkert kun har lytte eller affektionsværdi er Schlagergenren.
Vi taler her om James Last og lignende. En anden genre er partymusik og big band musik, her tænker vi på Johny Reimar og hans partyplader. Fine at lytte til i en 180 hestes brandert, men ingen monetær værdi.
Jamen hvilke plader ER så noget værd og hvordan checker jeg det?
Da CDen stort set udryddede Vinylpladen i starten af 1990erne begyndte man at trykke CDer i stedet for at presse Lper, det var billigere at lave CDer end vinyler.
Den musik der udkom på vinyl i start90erne er derfor dyrere idet der er tale om små oplag. Et eksempel herpå er Out of the Cradle med Lindsey Buckingham fra Fleetwood Mac. Den kom i 1992 og er op til 1.400 kroner i foret på vinyl.
Gammel dansk rock som Steppeulvene, Alrune Rod, Culpepers Orchard og Furekaaben er også mange penge værd. Jo bedre standen på vinyl og cover er, desto mere er udgivelsen værd.
En Young Flowers plade med originalt insert i pæn stand er op til 3.000 kr. værd. Standen på plade og cover har også noget at sige med hensyn til prisen på den pladeudgivelse du sidder med i hånden. Jo bedre stand desto større værdi.
Hvor slår jeg mine plader op henne?
Du kan finde meget nøjagtige oplysninger på www.discogs.com der er en database med mere end 9 millioner musikudgivelser, herunder digitale udgivelser, bånd, CDer og LPer. Kig på den pris der hedder Median pris, det er gennemsnittet af salgspriserne gennem tiderne.
Det gør din søgning en del nemmere på Discogs, hvis du starter med at filtrere din søgning, så der kun dukker udgivelse op i det pågældende format (Vinyl i det her tilfælde),
Sorter på pladeselskab(er), katalog nummer og udgivelsesland- samt år, hvis dette er oplyst på pladen (det er det ikke altid). Informationerne kan findes på coveret (ofte bagsiden, men nogle gange forsiden), centerlabel på pladen, eller matrix/run out (som nævnt her på siden).
Andre oplysninger der kan hjælpe i din søgning er, om der et tale om farvet vinyl, 180g (tykkere end “almindelige” plader), om coveret er gatefold (kan foldes ud), eller på anden måde har grafiske “særheder”, om det er et test press (kommer often med blankt hvidt eller sort centerlabel).
Du kan dog sagtens komme ud for plader der umiddelbart virker identiske, især med gamle udgivelser som f.eks. Black Sabbath, hvor pladen er blevet genudgivet et hav af gange, og i de tilfælde gælder det om at have et øje for de små detaljer, som f.eks forskellig matrix, farveforskelle på cover og centerlabel osv.
En anden god indikator er de selskaber, der har copyright. I norden er det Ncb og der vil derfor altid stå ncb på etiketten på plader trykt i norgen. Andre eksempler er BIEM/STEMRA der er tyske og hollandske.
GEMA er tysk. En tredje indikator finder du på labet i teksten, der løber helt ude ved kanten, der kan stå “made in EEC” Made in the UK. eller andre indikatorer, der kan afslører det generelle område pladen kommer fra.
Bemærk at danske tryk sagtens kan have et pladecover “Made in England”. Idet man tit sendte covers til Danmark, hvor de danske tryk kunne lægges i.
Når du så har identificeret præcist hvilken plade du ligger inde med, kan du vurdere hvilken stand pladen er i, og ud fra det sammenligne priser på lignende udgivelser der bliver solgt.
Folk er generelt ret gode til at holde Discogs opdateret, men man skal huske på at det er en brugerbaseret database, og den derfor godt kan have fejlagtige oplysninger, manglende og identiske versioner, samt at prisen på en udgivelse er dikteret af udbud og efterspørgsel, så jo flere identiske plader der er til salg, jo lavere bliver prisen.
Vi mener at Discogs er det bedste redskab til at værdisætte en udgivelse, da prisen afspejder det aktuelle marked, samt at enhver pladebutik vil give dig en lavere købspris, da de jo også skal tjene på handlen.
Tag for eksempel en udgivelse som Twin Peaks soundtracket fra 2016, den har en median på 37 euro. Kig derefter på dem der er til salg og se hvor de ligger. Vær opmærksom på at visse sælgere han endog meget optimistiske priser på deres varer. (opdatering en Twin Peaks OST koster i dag 18 Euro på grund af de mange genudgivelser.)
Kig også på hvor mange der har en given plade på deres Wantlist. Jo flere der har en plade på wantlist, jo mere kan denne vinylplade være værd. Ved en kunstners død stiger vinyludgivelserne som regel i værdi. Twin Peaks soundtrack er blevet genudgivet for nyligt og det har dumpet prisen og dermed også medianen på de priser folk betaler.
Hvad nu hvis jeg mødes af denne besked?

This release has been blocked from sale in the marketplace. It is not permitted to sell this item on Discogs.
Det betyder at du sidder med en vinylplade, der er forbudt at handle med på Discogs. Hvorfor kan jeg ikke handle en plade på Discogs? Der kan være to grunde til at en plade ikke kan sælges.
1 Det er en forbudt kategori (nazisme eller andet højreorienteret musik).
2. Pladen er en pirat, enten en bootleg eller en counterfeit. Læs mere i vores FAQ om bootlegs og piratplader.
Hvor finder jeg en vinyl FAQ med spørgsmål og svar?
Det gør du lige her! Vinyl FAQ Ofte stillede spørgsmål om vinyl
Hvordan Graduerer jeg en vinyl plade?
Du kigger her på vores guide til graduering af vinyl.
Kan jeg slå salgspriser på vinyl op andre steder?
Ja det kan du, der findes sider der indsamler gamle salgspriser på EBayauktioner og gør dem søgbare. Det er sider som www.valueyourmusic.com og www.popsike.com.Valueyourmusic har over 18 millioner EBay-auktioner i databasen, men igen husk der er forskel på et tryk med Queen fra Rhodesia og et fra Sverige, så søg den nøjagtige udgivelse frem.
Der kan du se hvilke priser der er opnået på det frie marked. Du kan også søge efter din plade på Ebay.com det kan jo være at nogen forsøger at sælge en plade magen til.
Popsike er også en side med auktionspriser og nej, der er ikke så mange danske plader, men er din plade ikke på Popsike, så er den muligvis ikke supermeget værd.
Priser på Lp kan ud også finde ved at gå på EBay.com og se, hvad der er til salg lige nu. Husk at tjekke om versionen matcher. I Danmark kan du se på DBA.dk og igen husk at matche versionen op.
Der kan være forskel på en plade fra Rhodesia og en fra Polen.
Hvordan identificerer jeg hvilken version jeg har?
Pink Floyds Dark side of the moon findes i 241 forskellige versioner. Her er nogle tips. På Discogs kan du trykke på “find my version” når du står på “Master Release”, her kan du så klikke forskellige ting af, Format Vinyl, Land US, osv som regel kan du se hvornår en plade er trykt på label, cover eller indercover.
Inderst på pladen er der som regel ridset et nummer eller en tekst ind, det kaldes matrix og disse kan ofte være den eneste forskel på forskellige tryk af den samme plade. Matrix kan være stemplet, eller lavet i hånden, eller begge dele. Matrix nr og stempler finder du i udløbsrillen helt inderst på pladen.
Det kan være svært at se matrix-nr. så hold pladen lidt skævt og lad lyset falde ind på til du kan se det. Tag evt et billede, så har du det ved hånden.
På billedet herunder kan du se de forskellige termer man bruger til at identificere en vinylplade med.
For oven ses Matrix nummeret.
Herunder ses en guide til identifikation af et tryk via label.
Jeg har stadig brug for hjælp Obi Wan!
Log ind på Facebook eller få en ven til det og find gruppen “Vurdering af vinyl”, der er folk så flinke at de hjælper alle nybegyndere med spørgsmål og svar.
Rettelse. Du kan ikke bare lægge 71 billeder ind og forvente at folket gider bruge tid på at vurdere hver enkelt. Prøv først selv og derefter kan du bede om hjælp.
Du kan lære mere om at sælge dine gamle LPér via dette link. Guide til discogs på dansk
Hvor kan jeg sælge mine brugte LP plader?
Det kan du også på Facebook i de to store vinylgrupper “Vinyl, køb salg og bytte” Samt “Lp plader køb og salg”. Eller du kan oprette dem på DBA eller Gul & Gratis.
Der er også mange butikker der køber brugt vinyl og brugte CDer. Eksempelvis Accord i København eller Mint Records på Frederiksberg. Second Beat, Rekords på Nørrebro.
Tre andre butikker der køber brugte LPplader er Amager Records, Goldmine og Vinylkollektivet. På Fyn er der Moby Disc og Recordpusher, Århus har Reverb, Blacklight, Dandelion og et par stykker mere.
Hvilke genrer af musik på vinyl er der penge i?
Jazz for eksempel er penge værd, medmindre det er Papa Bue eller Liller. Progressiv rock fra 70erne er penge værd, noget mange penge noget lidt færre.
Punk på vinyl er penge værd som regel, men det skal være eftertragtede plader med fx Black Flag. Der er også meget punk der ikke er penge værd, men som stadig er værd at lytte til.
Dansk progressiv rock fra starten af 70erne på vinyl kan være mange penge værd. En vinyl som Facing morning med Fleur de Lis kan hente 20.000 danske kroner.
Kort sagt så tjek de sider vi har nævnt når du har fundet den nøjagtige version af den vinylplade du har i hånden. Lp vinyl priser går kun en vej for tiden og det er op. Prisen på værdifulde LP Plader stiger og stiger.
Du skal ikke tage et kviklån for at investere penge i vinyl, men har du allerede en samling plader, kan du sælge din pladesamling og tjene penge den vej.
Er der pladeselskaber der altid er penge værd?
Ja! Enkelte labels har kun udgivet plader, der nu er penge værd. Spectator Records fra Aalborg udgav Gasolins første single og mange andre plader, der er mange tusinde kroner værd. Et andet selskab er Debut, der udgav Jazzmusik, de fleste plader på Debut er penge værd.
Et nyere label er det alternativ label Irmgardz, hvor pladerne også er dyre efterhånden. Jacks Beat records udgav Bjørn & Okays første singler. Af udenlandske kan nævnes Blue Note.
Hvad er min vinylsamling værd?
Husk at priserne på vinyl pt stiger og stiger, så hvis du venter lidt, bliver dine gamle plader lidt mere værd, men venter du for længe og slutter interessen for vinyl brat, så er dine gamle vinylplader ikke det samme værd. Det er ligesom at investere i aktier eller Bitcoin.
Hvor kan jeg få en vurdering af min vinylsamling?
Jamen, det kan du da lige her! Vi vurderer gerne din pladesamling, enten ved at du kontakter os på Facebook med en video af det du vil have vurderet? Eller vi kører i Storkøbenhavn – Det koster 1 kr. per plade. Til gengæld sorterer vi din samling i dyre vinylplader, almindelige vinylplader og “småt brændbart”.
Vurdering af pladesamling foretages, skriv blot på info @ plademesser.com Så finder vi ud af det. Du får sorteret din vinylsamling i “over 200 kr”, “100-200 kr.”, “50-100 kr.” og “under 50 kr”.
Er gamle lakplader noget værd?
Som udgangspunkt er gamle lakplader, de såkaldte 78ere ikke noget værd. Undtagelsen er naturligvis Beatlesplader fra Indien, Eddie Cochran 78ere og enkelte 78ere med The King Elvis Presley.
Generelt er gamle Elvis plader ikke det store værd, men på 78er kan der være guld.
Finder du nogle amerikanske blues 78ere fra 40erne, så kan de være rigtigt mange penge værd. De fleste lakplader i Danmark er desværre med danske kunstnere som Poul Reichardt, Palmehaveorkestret og lignende udgivelser, hvor interessen i dag er lig 0.
Gamle lakpladers værdi ligger som regel på 1-5 kroner stykket, hvis man er heldig.
På Facebook huserer “78er-klubben”. De ved rigtigt meget om lakplader og deres værdi.
Kan Klassiske LP plader sælges?
Det kommer helt an på hvad der er på pladen. Enkelte klassiske plader anses for mesterværker og kan opnå priser med 4 cifre.
De fleste klassiske plader er udgivet i tusindvis af eksemplarer og versioner. (Mozarts Requiem) og er ikke mere end 25 kroner værd. Men brug guiden til at slå dem op. Du kan blive overrasket!
Hvad kan påvirke markedet for dyre vinylplader?
En ting der allerede påvirker priserne negativt er når en plade bliver genudgivet, der er mange mennesker, der er ligeglade med at eje et UK tryk eller et førstetryk. De er tilfreds med et tysk discountpres.
En anden ting er de såkaldte piratplader, eller uofficieller reissues som pladebutikkerne kalder dem. Det er plader der er genoptrykt uden at kunstnerne får en krone ved salget. Disse genoptryk er ofte i farvet vinyl og kan være af en tvivlsom kvalitet ind i mellem.
En kunstners død har det med at få priserne til at eksplodere de første dage efter dødsfaldet, men så finder tingene igen et leje og stiger herefter langsomt indtil pladeselskabet genudgiver hele bagkataloget og priserne falder igen. (The vinyl circle of life).
Limiterede oplag kan være dyre. Ofte udgives en plade i en speciel farve og så må vinylsamlerne have alle farverne.
Det kan også være en plade, der kun kan købes til bandets koncerter som The Minds Of 99 – Live Roskilde Festival 2018. Der blev solgt for 400 kroner til bandets koncerter og nu forhandles for 1.500 kroner.
Som en lille sjov sidenote til Minds-pladen blev den genudgivet i Hvid vinyl og i sort vinyl, hvilket har fået priserne til at dale igen.
Ps Man kan altså også afspille sine plader 😉