Efterårsferien stod på Bologna, da Lillemor havde læst, at verdens bedste kødsovs skulle findes netop her. Og den slags research skal man jo ikke sidde overhørig. Så turen gik sydpå, og når man nu alligevel befinder sig i Italiens gastronomiske højborg, må man forsøge at snige en pladebutik eller to ind i programmet.

Valget faldt på Disco D’Oro, Via Galliera 23 i Bologna.

Et sandt pladehelvede

Disco D’Oro er en ganske stor butik, hvor der er medier overalt. Og som enhver ordentlig pladebiks med ambitioner gemmer der sig endnu et rum længere inde, hvor der naturligvis står endnu flere udgivelser og venter på at blive gennemgået.

Her spænder udvalget fra afro-disco til satanisk black metal. Altså lidt af hvert til både den solbrændte discokonge og ham, der helst lytter til musik, der lyder som en skovbrand i Helvede.

Det er den slags udvalg, der kan få en pladesamler til at glemme både tid, sted og den aftale, man havde med resten af familien. Der er nok at kigge på, og man kan sagtens få brugt en god rum tid på at bladre sig gennem herlighederne.

Udvalget – masser af vinyl, men ingen guldfeber

Der er ingen tvivl om, at Disco D’Oro har et stort udvalg af brugte plader. Her er noget for de fleste, og især indie-segmentet er godt repræsenteret. Leder man efter noget at fylde hullerne i samlingen med, er der bestemt grund til at gå på opdagelse.

De brugte plader er til gengæld prissat ganske fornuftigt. Man behøver ikke nødvendigvis pantsætte familiens arvesølv for at komme hjem med lidt nyt til reolen.

Skal man derimod på jagt efter de helt store kup, er det nok ikke her, man skal sætte næsen op efter at komme hjem med en sjælden førsteudgave til en tier. Der er masser af plader, og priserne er rimelige, men de helt store røverkøb faldt ikke ned i indkøbskurven på mit besøg.

Butikken har i øvrigt et link til Discogs på sin hjemmeside, så man må formode, at de godt ved, hvad pladerne handles til derude i den store, virtuelle vinylverden. Og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Betjening – du er på egen hånd, kammerat!

Nu er en pladebutik selvfølgelig først og fremmest et sted, hvor man skal kunne finde noget musik. Men lidt menneskelig kontakt har nu aldrig skadet nogen, og det er da meget rart at føle, at man ikke er gået forkert ind i lokalet.

Den del halter desværre hos Disco D’Oro.

Der sker stort set ingen interaktion, før det er tid til at betale. Og selv da skal man åbenbart ikke forvente den store italienske gæstfrihed. Jeg fik i hvert fald ikke meget kontakt med ejeren, der havde travlt med at ignorere mig.

Butikken havde ellers nogle T-shirts i anledning af 50-årsjubilæet, som jeg godt kunne have været interesseret i. Prisen fandt jeg dog aldrig ud af, da det åbenbart var for meget at forlange, at nogen gad oplyse den.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at man er kommet for at købe plader og ikke for at få en personlig velkomstkomité. Men der er altså forskel på at lade kunderne gå på opdagelse i fred og på at behandle dem, som om de er luft.

Dommen – skal Disco D’Oro besøges?

Ja, det skal den faktisk.

Disco D’Oro har et stort og alsidigt udvalg, masser af brugte plader og ganske rimelige priser. Især hvis du er til indie og gerne vil bruge lidt tid på at grave dig gennem et bredt udvalg, er der bestemt noget at komme efter.

Du skal bare ikke tage derhen med forventningen om at blive mødt med åbne arme eller få hjælp til at finde den næste plade til samlingen. Her må du i vid udstrækning klare dig selv.

Det er en butik med masser af musik, men knap så meget charme på kundeservicekontoen. Og selvom jeg altid gerne støtter den fysiske pladebutik frem for at sidde hjemme og klikke plader hjem fra Discogs, må man også erkende, at oplevelsen tæller med.

Disco D’Oro er bestemt et besøg værd for udvalgets skyld. Men den varme italienske velkomst skal du nok finde et andet sted. Måske over en tallerken ragù.