En besked tikkede ind at flyet hjem til København var aflyst, så pludselig var der tid til en pladebutik mere i Livorno.
Vi skyndte os af sted til
Vintage & Co Via Cosimo del Fante, 33, 57123 Livorno LI, Italy
Denne butik har også kun en enkelt dør og et vindue imod gaden, heldigvis var der sat et skilt op, så butikken var nem at kende.
Man træder ind i et ret stort rum til venstre er der bladrereoler med brugte plader inden for alternative, punk, hardcore, industrial, lo fi og meget andet, lige foran næsen er der reoler med flere brugte plader og til højre det samme.
Næste række er nye vinylplader, nydeligt sorteret og markeret. Lidt længere inde i rummet er der hi-fi udstyr og pladespillere, samt en trappe op til en afspærret førstesal.
Længere inden endnu er ejerens disk og overfor den flere reoler fra gulv til loft op i 4 meters højde med masser af stereoanlæg, forstærkere og andet hi-fiudstyr.
På vej derned var der blevet plads til 6 kasser med Italiensk musik. I højre side var der også nogle tilbudskasser, 5 euro for en plade og 5 plader for 20 euro, her stod alt muligt i en blandet landhandel.
Der var også en anden tilbudsreol, hvor alting kostede 3 Euro, igen en blandet landhandel af 12ere, soundtracks, chanson og andre almindelige plader.
Endnu længere inde startede lageret, den her butik var ret stor, for ikke at sige temmelig dyb.
Foran disken stod et udvalg på 300 styk, 7 tommer singler af brugt karakter. Der var ikke en CD at se i hele butikken, der køres rene linjer hos Vintage & Co i Livorno.
Udvalget var ganske fint og priserne de samme som på Discogs, 90 Euro for Exodus Imminent Impact i USA tryk eller “stampa USA” som der stod på en label på vinylhylsteret.
Alle plader er nemlig sat i de gode tykke covers af tysk kvalitet, der virkelig beskytter pladerne imod overdreven bladring.
Endnu et priseksempel: Rage against the machine originalt pres 110 Euro, ikke en overpris når man tager markedet i dag i betragtning. De fleste nye plader kostede mellem 25 og 30 euro, dog var alle Nirvana prissat til 37 Euro.
Alt i alt en butik med fornuftige priser, stort udvalg og styr på sagerne, idet alt var opdelt alfabetisk og i tykke lp-lommer.
Det eneste der trak lidt ned var at ejeren ikke gad at sige et ord til os.
Kan man kun nå at besøge en vinylbutik i Livorno, så er det klart Vintage & Co, der er at foretrække.