Black Friday i pladebutikker er efterhånden en ting, der deler vandene, både blandt forbrugere i almindelighed og hos vinylentusiaster i særdeleshed.
For nogle er Record Store Day Black Friday en kærkommen lejlighed til at sikre sig endnu en “Scary Monsters” med David Bowie i en for planeten hidtil ukendt farve.
For andre er det et klasseeksempel på de multinationale pladeselskabers grådighed, eksemplificeret i Mayhem, der udsender en ny plade i 24 forskellige farver.
De butikker der er med, kan bestille plader, men det er ikke sikkert at de får dem de vil have og der skal bestilles et bestemt antal for at være med.
I Munchen hos Optimal Schallplatten har de stadig RSD udgivelser tilbage fra 2014 som dead stock. Altså plader der ikke sælger, men bare står og fylder.
Holdningerne er mange, der findes ikke rigtigt og forkert, men vi synes at kunne se en tiltagende afmatning af interessen for Record Store Day på Black Friday.
Nu skulle det prøves, under påskud af, at det ville være fint med en weekend-getaway, blev der hanket op i Sheriffen og turen gik til London, for at se om der kunne gøres nogle kup. Både på Black Friday, men også almindelige gode køb.
Sister Ray 75 Berwick St, London W1F 8TG, United Kingdom
En pladebutik, der altid leverer er Sister Ray, der trods forskellige lokationer har formået at skabe et trofast publikum. Her forhandles brugt vinyl samt ny vinyl RSD udgivelser og lidt obskure bootlegs.
Alt vinylrelateret foregår i kælderen, hvor der er ophængt fotokopier af covers på de lidt bedre brugte plader.
Sjovt nok har de stadig en del af de samme dyre plader til salg fra sidste gang vi var der.
Måske er der i virkeligheden ingen, der gider betale 500 pund for et førstepres af “Spiders from Mars”?
En plade vi havde kig på er The Cure “Wish” 30 års jubilæumsudgave som picture disc. Den var i vinduet annonceret til 53 pund, i butikken kostede den 58. Den var altså blevet sat op undervejs for at følge prisen på Discogs.
Et hurtigt check viste at den kan købes i Danmark til 420 kroner og ikke de 510 kroner Sister Ray forlangte.
Der var ikke de store bangers fra RSD Black Friday ud over Cure her. Vi var først nået frem til butikken lidt over middag, så måske var de gode allerede solgt.
Der var ikke specielt mange mennesker i butikken, når man tænker på at det var Record Store Day.
Reckless Records 30 Berwick St, London W1F 8RH,
Reckless er en pladebutik, der ikke gider alt det pis med Black Friday, det har de været med i før, men nu gider de ikke mere.
Så der var kun masser af nye og brugte plader.
Potentialet for et par flips var der med en Soundgarden fra 1994, men den slags har det med at blive genudgivet og tabe værdien, så er der ikke meget ved at lemme 800 kr for en plade, der kan stå længe på hylden.
Reckless har i øvrigt bygget om, så disken er ved indgangen, det forhindrer velsagtens en del tyveri, men det er dybt belastende at man ikke kan sparke sig frem for at trænge op bagest i lokalet. 0 point for den manøvre.
Udvalget her er elles altid i orden og bedre end Sister Ray, når det gælder brugte plader. De har stort set samme udvalg af nye plader og helt identiske priser. I gamle dage var Reckless lidt dyrere med de nye ting.
Ligesom Sister Ray har man udstillet de bedste ting, I mange år hang der en Nirvana 12-tommer til 775 pund i multifarvet vinyl på væggen.
Sounds of the Universe Duck Street 7 Broadwick St (Duck Ln)
London W1F 0DA Storbritannien
Vi har aldrig kunnet lide denne pladebutik, men muligheden for et godt flip lokkede igen. Her er man heller ikke med på RSD BF vognen. Der er utroligt mange genrer og kunstnere både i brugt og ny vinyl.
Bortset fra heavy metal, det har de aldrig solgt her. I kælderen plejede der at være lidt at en guldmine at grave vinyl i, men den har de lukket af nu, så de har et sted at styre deres Discogslager fra.
Temmelig skuffende, når det nu var der, guldet plejede at være. Alt i alt igen en skuffende oplevelse i denne pladebiks – vi kommer nok ikke igen.
Flashback Records 131 Bethnal Green Road, London E2 7DG,
Flashback er en pladebutik, der mest gør det i brugt vinyl og CDer. Specielt kælderen i Flashback er et sted, hvor man kan bruge nogle timer, lidt ligesom Accord i gamle dage.
Denne vinylbutik er heller ikke med i Black Friday, så den del var hurtigt overstået. Til gengæld har Flashback et uroligt stort brugtlager, hvor der kan graves guld.
Generelt kan det ikke anbefales at rejse til London for at handle Record Store Day udgivelser på vinyl, i hvert fald ikke denne gang. Specielt ikke når butikkerne sætter priserne op sideløbende med Discogs.
Vi har før været i London til en almindelig Record Store Day, hvor vi besøgte et par butikker med bedre held.
Måske var det en ide kun at afholde en Record Store Day om året i stedet for den her udvandede omgang.